Spaghetti med soyakødsauce

Soy4you er et nyt soyaprodukt der er udviklet her i Aarhus. Det er køderstatning, der ligner og føles som kød. Det har ikke meget smag i sig selv, så du kan krydre det præcist som du vil. Det er oplagt at bruge i alle de retter du normalt bruger hakket kød i. Det fås både i en lys og en mørk udgave, hvor den eneste forskel er farven.

Soy4you er et godt alternativ til kød, både til dem der vil spise mindre kød og for dem der helt har valgt det fra, men godt kan lide de vanlige kødretter. Soy4you er et vegetabilsk produkt, hvilket betyder at det kræver væsentlig færre ressourcer at producere i forhold til kød og det er kolesterolfrit, fedtfattigt og rig på proteiner og fibre. Og så smager det godt.

Prøv denne nemme opskrift og bedøm selv. Du kan kun købe Soy4you via deres webside indtil videre, men så kommer det også lige til døren. Eller i hvert fald til den nærmeste postbutik. Jeg synes det er ret smart at “kød” til 6 personer næsten intet fylder eller vejer og kan opbevares i køkkenskabet og hurtigt tilberedes. Jeg ser det som en nem løsning på en travl dag, hvor jeg ikke har meget tid til at lave mad eller hvor jeg ikke har fået købt ind. Og soyakødet har ikke de ulemper hakket kød ellers har; fedt, brusk, sener og benstumper. Det er bare soyabønne, som vist endda også er letfordøjeligt. Og den er naturligvis GMO-fri. Om noget tid kommer der en økologisk variant i sortimentet.

Det ligner jo helt almindelig kødsauce, men den er helt vegetarisk.

 

Hvem skulle tro at her er mad til 6 personer? Men alle gik mætte fra bordet, trods den ringe mængde råvarer.

 

Til 6 personer

150 g Soy4you

2 dåser tomater

1 dåse koncentreret tomatpuré

2 løg

2 fed hvidløg

3 gulerødder

½ squash

50 g grønne bønner

2 små eller 1 stor peberfrugt

8 dl vand

1 spsk tørret oregano

1 spsk tørret timian

Salt, peber

Olie

500 g fuldkornsspaghetti eller anden god pasta

Evt. ost

Løg og hvidløg hakkes fint. Gulerødder og squash rives groft. Bønner og peberfrugt snittes fint. Alle grøntsagerne sauteres i olie ved god varme. Husk at røre i det jævnligt, så det ikke brænder på. Skru evt. ned for varmen, hvis det begynder at tage farve.

De snittede og sauterede grøntsager.

 

Tomater, tomatpuré og vand tilsættes. Brug vandet til at skylle det sidste tomat ud af dåserne. Tilsæt krydderierne og lad retten simre i ca. 5 minutter.

Grøntsagssaucen klar til soyakødet.

 

Tilsæt Soy4you og lad det koge med ca. 5 minutter. Den tørre soya opsuger meget vand og smag, så mærk efter om saucen trænger til mere vand og smag det til.

Den færdige soyakødsauce.

 

Saucen serveres med den kogte spaghetti og drysses evt. med ost på toppen.

Velbekomme!

Tips: Du kan bruge noget nær alle grøntsager. Tøm grøntsagsskuffen og brug små rester og slatne grøntsager. Det bliver alligevel kogt, så de behøver ikke være friske og sprøde.

Hvis du har noget sauce i overskud, kan du med fordel fryse det, præcis som med en almindelig kødsauce, så du har til en anden dag.

Saucen kan også bruges i lagsagne.

For en glutenfri udgave, brug glutenfri pasta eller servér ris eller kartofler til.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

About Fenja Søndergaard

Kvinde årgang 78, mor til to piger, årgang 09 og 11 og bonusmor til knægt årgang 97 og pige årgang 03. Samboende med børnenes far, årgang 74. Madglad i stor stil.
This entry was posted in Aftensmad, Glutenfri opskrifter, Mælkefri opskrifter, Soy4you, Veganske opskrifter, Vegetaropskrifter. Bookmark the permalink.

2 Responses to Spaghetti med soyakødsauce

  1. Stig Møller Carlsen says:

    Hmm… smagte den ret de havde lavet til Food Festival – den var skuffende. Kom til at tænke på et Douglas Adams citat fra “Hitchhikers guide to the universe”. Om bord på et rumskib finder de en maskine der burde lave te, men i stedet laver noget der er “almost, but not quite, entirely unlike tea”. Jeg må indrømme at jeg havde svært ved at finde forskellen fra tidligere tiders soya-kød.
    Håber din opskrift banker lidt mere smag i sagerne, men grundlæggende har jeg det svært med noget der prøver at være noget det ikke er. Ellers al respekt for intentioner om mindre ressourceforbrug og mad til mange.

    • Jeg er heller ikke selv sikker på at jeg helt kan smage at det er fuldstændigt som kød. Men jeg synes det er et godt produkt og dejligt at jeg kan servere en vegetarisk ret for familien, uden de går sultne fra bords.
      Og så er det usandsynligt taknemmeligt i forhold til at tage mod smag, da det ikke smager af meget i sig selv, men gladeligt suger al smag til sig. Så du kan i princippet få det til at smage af hvad som helst. Dog kan jeg bedst forestille mig at konsistensen ikke er så god i desserter, men det er da værd at prøve :-)

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>