MmM – Burger med tilbehør og syge børn

Endnu en dag er gået og endnu en gæst er gået mæt og glad hjem fra mig og mine eksperimenter med vegansk mad. Marts med Medfølelse er en succes for mig indtil videre. Jeg har længe haft lyst til at prøve at leve mælkefrit i en periode, for at finde ud af om det kunne have positiv effekt på nogle underlivsproblemer, jeg har døjet med, men det er ikke lykkedes mig at holde mig helt fra mælkeprodukter. Blandt andet fordi jeg er meget glad for ost og har svært ved at finde på andet pålæg, som er nemt. Men nu hvor jeg i hele marts måned har besluttet at leve vegansk som forsøg, kommer det helt af sig selv. Og nu hvor jeg er kommet i gang med at lave vegansk pålæg, er det faktisk både nemt og inspirerende.

På arbejdet har de vænnet sig til at jeg er begyndt at lave veggie-pålæg, så allerede efter 3 dage, er det noget at det første de kigger efter på frokostbuffetten, skålen med vegansk pålæg. I dag lavede jeg den veganske tunsalat til dem og skålen blev skrabet ren. Jeg havde ikke most kikærterne helt så meget som da jeg lavede salaten hjemme den anden dag, så den blev faktisk ikke helt så god. Men kollegerne har jo kun smagt den version i dag og de klagede ikke.

IMG_20140305_103459

Dagens salat blev lavet af broccoli, som jeg overhældte med kogende vand to gange, fennikel i tern og radicchio, vendt med ristede sesamfrø og en dressing af olivenolie, ingefær, æblecidereddike og agavesirup. Jeg nåede aldrig selv at smage salaten, da den forsvandt som dug for solen.

IMG_20140305_110802

Hjemme i køkkenet havde jeg en skål tomater stående, der trængte til at blive brugt, så jeg skar dem i halve og kvarte, hældte olivenolie, agavesirup, soyasauce og balsamico over og smed en håndfuld frisk rosmarin og timian fra haven ved og stillede dem i ovnen ved 100 grader. Jeg så et billede af veganske bøffer med blomkålsbernaise i Facebook-gruppen (((VEGANSK))) Mad og fandt på, at jeg ville lave burgere, så jeg havde noget at bruge de langtidsbagte tomater til. Bollerne lavede jeg lidt på slum ud fra lidt forskellige opskrifter (hvorfor i alverden skal der æg i alle burgerboller? Jeg måtte jo improvisere for vildt ;-) ). Jeg halverede opskriften på bøfferne, hvilket var meget godt. Vi spiste 1 bøf hver og der ligger nu fire bøffer i fryseren, til en anden dag. Men det fungerede rigtigt godt med de veganske bøffer i boller sammen med langtidsbagte tomater og blomkåls-bernaisen. Jeg havde ikke lige nogle grøntsager der passede til burger, så det blev ved det. Vi spiste ovnbagte kartofler til og måtte kæmpe os igennem en enkelt portion. Det mættede virkeligt meget. Desværre blev billedet ikke specielt godt, men I skal alligevel ikke snydes. Og det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg laver blomkåls-bernaise. En super nem sauce og en fin måde at få flere grøntsager ind i måltidet og en god måde at bruge lidt træt blomkål. Ren Stop Spild af Mad-sauce.

IMG_20140305_180128

Pigerne har ikke spist noget de sidste par dage, fordi de har været feberramte begge to. Jeg har haft dem med på arbejde, hvor de har siddet og hygget sig med at se film og tegne, mens jeg har lavet frokost. Vældigt hyggeligt, men også lidt svært at nå alle de ting, jeg gerne vil nå, når jeg er på arbejdet. Forhåbentlig bliver de snart raske igen, så de holder op med at sidde og hænge i sofaen og begynder at spise og løbe rundt igen. Det kan mødre nu en gang bedst lide. :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

About Fenja Søndergaard

Kvinde årgang 78, mor til to piger, årgang 09 og 11 og bonusmor til knægt årgang 97 og pige årgang 03. Samboende med børnenes far, årgang 74. Madglad i stor stil.
This entry was posted in Andres opskrifter, Marts med Medfølelse, Stop spild af mad. Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>